CATHALINA
Hoppe, f. 1999. Race: Afstamning ukendt, 172 cm i stg.
Cathalina har et dejligt sind og en fantastisk (stor) gang.
Cathalina og Fiona har indgået en aftale om at dele flokken i to grupper. Cathalina er den sindige, men bestemte leder.
På grund af den store gang, er det ikke alle som kan følge Cathalinas bevægelser. Det er ofte et enten eller - enten er man meget begejstret for hende eller også kan man slet ikke følge hende. Det er især store voksne som rider på Cathalina, men også børn og personer med bagrytter kan hun gå med.
GALANT GEDSTED
Vallak, f. 10.04.1993. Race: Dansk Varmblod, 165 cm i stg.
Far: Rafa-L, Mor: Bianca Gedsted, Morfar: Arsenal
Galant har gået dressur på MB niveau og spring på LA niveau - og er en absolut super duper jagthest.
En meget sød og venlig hest, og en hest, som er meget svær at vriste fra en rytter, når de først har prøvet ham bare én gang.
Der opstår meget hurtigt tætte bånd (”læs: ejerfornemmelser”).Galant er god, meget god, til både garvede ryttere og ikke-ryttere!!
Galant rangerer ikke højt i hestenes eget hierarki, næstsidst. Men det er han heldigvis også ligeglad med - Galant er en hest som fint kan hvile i sig selv - han går dog lidt sammen med Rakits og Prinsen.
DALTON HEDEGAARD.
Vallak, f. 17.07.2003. Race: Oldenborger, 165 cm i stg.
Far: Carus, Mor: Donna af Ulstrup, Morfar: Pele Lille Evagård
Dalton er en 100 % ren Oldenborger og er bror til Valerius. De holder sammen i tykt og tyndt. Partnerskab gør stærk, og de har hurtigt etableret deres pladser i hierakiet. Vi forventer os meget af de to brødre.
FIONA
Hoppe, f. 1994. Race: Polsk Koldblod, 163 cm i stg.
Afstamning ukendt.
Kokholms dronning! Hun er vist ca. 15 år og er en polsk trækhest.
Hun hører simpelthen til stedet og er så absolut helt sin egen. Fiona er nok én af de klogeste, vi har – på godt og ondt. Hun ved, hvad hun vil, og præcis hvad hun ikke vil. Det giver indimellem lidt magtkampe, men i sidste ende ved hun udmærket godt, hvem der bestemmer!
Fiona tager både tunge og lette ryttere. Man kan nemt selv styre hende, og hun tager en del bagryttere.
I bund og grund er Fiona nok maskotten i foretagendet. Fiona betragtes stadig som "familiens overhoved", på trods af at Cathalina i stigende grad bestemmer.
CHIVAS
Vallak, f. 1997. Race: Varmblodsblanding. 157 cm i stg.
Far: Macon, Morfar: Paw
Hip hip hurra – jeg er så glad i dag, for i dag er en rigtig god dag – og jeg lever :-) Sådan ca. er Chivas. Endnu en hest, som rytterne bare bliver begejstret for, fordi han er så glad og energisk. Chivas rangerer ikke i hierarkiet, han er her og der og alle vegne.
Han får mange smæk, fordi han tror han skal være med fremme, hvilket de andre ikke synes, men nå?? Hvad er der nu galt, jeg vil jo bare – nå ikke. Jeg prøver lige igen – og igen – og igen…..
Chivas er en rigtig god hest for såvel børn som voksne. Han er bare sød og nem at ride.
PRINS SØRENSMINDE
Vallak, f. 06.05.2004. Race: Oldenborger, 167 cm i stg.
Far: Thai af Sulsted, Mor: Elegant II, Morfar: Urprinz
Prinsen er en forædlet oldenborger, som er spændende, rar og smuk. Han er ikke redet så meget endnu, men vi forventer han kan anvendes i ridefysioterapien indenfor kort tid. Han rides og trænes dagligt på Kokholm sammen med de andre heste.
RAKITS LA DUCHEES
Hoppe, f. 1991. Sportspony, kåret i DSP 1999, 148 cm i stg.
Rakits kan charmere enhver! Hun er stabiliteten selv. Hun er tillidsvækkende og har været isbryder til flere, som har været lidt bange for at komme i gang med at ride. Hun har en stor gang, og man bliver virkelig arbejdet igennem, når man skridter tur på hende.
Hun er ikke udpræget selskabshest, vælger ofte at gå alene, evt. sammen med Galant. (hun rangerer nederst i hierarkiet). Siden Prins kom til har Rakits fået sig en tro følgesvend - og det virker som om hun ikke alene acceptere det, men faktisk er glad for ham.
Rakits har gået dressur på LA niveau med tidl. ejer Louise Møller fra Thyholm. Hun er en god springer. Ponyen er oprindeligt købt for midler fra Lions Club Struer og Sct. Georgs Gildernes fond i Holstebro til handicapridningen.
ROCCO
Vallak, f. 13.06.1996. Race: DV holstener, 166 cm i stg.
Far: Limaro, Mor: Laika, Morfar: Roots xx
Rocco er i hesteflokken egentlig meget neutral, men har sin status i kraft af, at han er kæreste med Cathalina. En meget frisk, og smidig herre som gerne vil fremad.
Rocco er lærenem og igennem ridefysioterapien har han udviklet sig meget positivt. Rocco er en hest, som især kan begejstre ryttere som tidl. har redet, fordi han har så nemt ved tingene og er lydhør overfør hjælperne. Men også mange ryttere, som skal have en middelstor hest med middel gang, vil kunne harmonere med Rocco, fordi han er så alsidig. Rocco er udover at være god til dressur, en kanon springhest og en endnu mere super jagthest.
SUPERBIA
Hoppe, f. 16.04.1995, Race: Dansk Varmblod, 160 cm i stg.
Far: Corlando, Mor: Stella, Morfar: Racot.
Super er stærkt på vej tilbage efter barsel. Hun har det sidste år passet sit føl Vesterkærs Cadeau efter holstener-hingsten Campbell.
Super er af springafstamning og kan godt lide jagter - bl. a. vandt hun Hubertusjagten i Skive for nogle år siden med tidl. ejer som rytter. Super har en kort skridt og er derfor god til ryttere, som ikke kan klare stort rygsving. Super er meget flink og nem at ride, men er hoppe og lægger ikke skjul på hvad hun mener..
TRICKY TROY
Vallak, f. 2004. Race: Tinker, 153 cm i stg.
Far: Lord Lennon, Mor: Tinkerbell.
Tinkeren er oprindeligt en hesterace, sigøjnerne anvendte til at trække deres vogne. Tinkeren er en stærk lille hest med en god psyke.
På trods af sin størrelse rangerer Troy højt i hestenes hierarki. Han har kastet sin store kærlighed på Fiona, som er Kokholms dronning. I et forsøg på at vinde Fionas gunst, har Troy ihærdigt forsøgt at manifestere sig som Konge af Kokholm. For en tid så det ud til at ville lykkes - men ak - træerne gror ikke ind i himlen. En dag kom Dalton Brødrene, og så kom der andre boller på suppen. De har formået at holde jordforbindelsen til Troy, og det er helt sikkert sundt for ham. Troy er en hest, som er god til både børn og små og/el. lette voksne - det er en god arbejdshøjde, hvis en rytter har brug for en støtteperson til at gå ved siden af.
VALERIUS HEDEGAARD
Vallak, f. 15.07.2004. Race: Oldenborger, 158 cm i stg.
Far: Carus, Mor: Victoria, Morfar: Pele Lille Evagård.
Valle er en 100 % ren Oldenborger og bror til Dalton. I daglig tale kaldet Daltonbrødrene.
Den rene Oldenborger er en stærk ridehest med et godt hoved. Daltonbrødrene har en god indundergribende gang med en god fremdrift.
VESTERKÆRS CADEAU
Hoppe, f. 17.07.2008. Race: Dansk Varmblod.
Far: Campbell, Mor: Superbia. Morfar: Corlando
Cadeau er nu 1 år og udvikler sig fint. Hun er meget ædel og har et smukt udtryk. Vi glæder os meget til hun kan komme med på Kokholm, men der går jo nok et par år endnu. Som det fremgår af billedet er hun "hvilende medlem" af Kokholm.